HVOR GÅR GRÆNSEN? (2006-2007)
"Hvor går grænsen?” handler om national identitet og danskhed. Flere af projektets smykker er tvetydige og peger på nogle af de modsætninger og dilemmaer, som præger mange af diskussionerne om danskheden.
"Hvor går grænsen?” handler om national identitet og danskhed. Flere af projektets smykker er tvetydige og peger på nogle af de modsætninger og dilemmaer, som præger mange af diskussionerne om danskheden.
”Uhyggeligt dansk I” og ”Uhyggeligt dansk II” er små stearinlys, som kan bæres som ringe - en slags signetringe. Ringene henviser til en af klichéerne om det særligt danske: Den danske hygge, og tegner et billede af den nationale identitet som noget, der ligger fast. Samtidig giver ringene det indtryk, at den nationale identitet er foranderlig, og at danskhed er noget, der er til konstant forhandling: Sætter man ild til ringene, smelter de og mister deres nuværende form. Til gengæld opstår en flydende substans meget lig den lak, man traditionelt trykker signeter i.
Ringene ”Uhyggeligt dansk I” og ”Uhyggeligt dansk II” er lavet med to forskellige teknikker: Støbning og hånddypning, og jeg har udnyttet den symbolske betydning af disse teknikker.
”Uhyggeligt dansk I” repræsenterer med sine støbte, ens ringe forestillingen om, at det enkelte individ må tilpasse sig nogle på forhånd fastlagte kriterier for at kunne kalde sig dansk – dem, der ikke opfylder betingelserne udelukkes. Ringene i ”Uhyggeligt dansk I” kan betragtes som en ”danskhedstest”: Ægte dansker er man kun, hvis man har mindst én ringfinger med diameteren 17 mm og dermed passer en ”Dannebrogsring”. ”Uhyggeligt dansk I” minder umiddelbart om en fødselsdagskage og refererer til brugen af Dannebrog. ”Uhyggeligt dansk I” refererer også til afbrændingen af det danske flag under karikaturtegningskrisen i vinteren 2005/06.
”Uhyggeligt dansk II” henviser med sine hånddyppede unika ”ringe” til forestillingen om, at der er mange måder at være dansk på. Ringene er skabt ud fra samme grundopskrift og på den måde i familie med hinanden, men der er ikke to ringe, der er ens. Opskriften giver plads til store variationer ringene imellem. Ved at dyppe lange væger i skiftevis rød og hvid stearin og til slut skære ”lysene” over, har ringene fået form som små bakker eller øer. Ringene fastgøres ved hjælp af vægerne og kan derfor tilpasses alle fingerstørrelser. I snitfladen har hver bakke/ø et mønster, der ligner både et fingeraftryk og et lille topografisk landkort. Der er antydet en sammenhæng mellem den enkelte og stedet - mit sted, mit land, min ø, min bakke.
”Familien Danmark” er en serie ”identitetskort”, der leger med forestillingen om, at der er en direkte sammenhæng mellem national identitet og ydre fremtoning og med forestillingen om, at danskerne ligner hinanden på samme måde som medlemmerne i en familie.
Med reference til H.C. Andersen er en række tilfældigt valgte danskeres profil klippet ud i papir men udstyret med samme meget karakteristiske ansigtstræk: Jyllands ”næse”. ”Familien Danmark” er også inspireret af mediernes beretninger om mennesker fra ikke vestlige lande, der i stigende antal lader sig underkaste kosmetiske operationer for at få vestlige næser.
”Identitetskortene” svarer i størrelse og form til det gule sygesikringsbevis og kan ligesom sygesikringsbeviset betragtes som et medlemskort. Det gule sygesikringsbevis giver alle danskere ret til en række gratis velfærdsydelser, heriblandt udvalgte plastikkirurgiske operationer.
Sproget spiller en vigtig rolle for oplevelsen af national sammenhørighed. Det kræver en særlig fortrolighed med det danske sprog, at kunne more sig over stednavne som Lille Høm, Lem, Sæd, Øllebølle, Gammel Dejbjerg, Bredballe og Pothøj – og måske kræver det også en særlig form for humor.
Blandt de klichéer, man ofte møder om det særligt danske, er forestillingen om, at danskerne er ydmyge og beskedne og hylder Jantelovens ”Du skal ikke tro, du er noget”. Med denne kliché i baghovedet kan det virke overraskende, at der er så mange danske stednavne, der ender på –bjerg, når Danmarks højeste bjerg som bekendt ikke er meget andet end en stor bakke. ”Jeg ved da godt, at det ikke gør mig til noget særligt, at der findes et sted i Danmark, der hedder Katrinebjerg” leger med klichéen om, at danskerne er ydmyge og beskedne og udfordrer den.
”Katrinebjerg” er en signetring lavet med udgangspunkt i mit eget fingeraftryk, som er betragtet som et topografisk kort og transformeret til en tredimensionel kotemodel eller et lille ”bjerg” af sølv. Som objekt er der noget lilleputagtigt og ydmygt over ”Katrinebjerg”, men som ring er ”Katrinebjerg” stor og tung med et bagvedliggende koncept, som er alt andet end beskedent.
At få lavet en ring med udgangspunkt i sit eget fingeraftryk er et brud på Jantelovens ”Du skal ikke tro du er noget”, som forstærkes af, at det er forbeholdt en lille udvalgt gruppe at få lavet en ring med udgangspunkt i deres eget fingeraftryk. Det kræver, at man har et fornavn, der indgår i et af følgende stednavne: Annebjerg, Bodilbjerge, Catrinebjerg, Eskilsbjerg, Frederiksbjerg, Fru Mettes Bjerg, Gunildsbjerg, Ingesbjerg, Jesbjerg, Kajbjerg, Karlebjerg, Katrinebjerg, Keldbjerg, Kirstinebjerg, Kjeldbjerg, Knudsbjerg, Lisbjerg, Mariebjerg, Sinebjerg, Svensbjerg - en særlig gruppe stednavne, der har danske fornavne foran endelsen –bjerg.
”Kort fortalt” er en serie medaljoner lavet med udgangspunkt i Kort og Matrikelstyrelsens topografiske kort over Danmark i 1:100.000. I princippet kan der laves en medaljon for hver af de 5x5 cm felter, Danmark er inddelt i på kortet.
Medaljonerne er små kotemodeller lavet af fotografier af det pågældende sted taget af mennesker med tilknytning til netop det sted. Fotografierne er dog vendt med billedsiden indad, og medaljonerne kan som brikker i et puslespil samles til et rent, hvidt og abstrakt billede af Danmark. De enkelte fotografers subjektive opfattelser af de valgte steder er undertrykt til fordel for ønsket om et ensartet billede. Et Danmark bestående af medaljoner med synlige billeder ville være mere uensartet og forvirrende, men også mere rummeligt og mangfoldigt.
”Kort fortalt” leger med måden, medaljoner traditionelt er udformet, for eksempel ved at lade fotopapiret vende ud mod offentligheden og sølvet være inderst. I traditionelle medaljoner sikrer et hængsel, at medaljonen kan åbnes. I ”Kort fortalt” er der hængsler på alle medaljonens fire sider med det resultat, at medaljonen ikke kan åbnes. Den er hængslet og forseglet ved hjælp af rød perlesilke, som samtidig refererer til de længde- og breddegrader, som holder sammen på kortets brikker og til korset i Dannebrog. Når medaljonerne spredes på forskellige bærere, er fællesskabet og sammenhørigheden stadig markeret med de røde silkesnore.
”Hvem er Mor Danmark?” er 42 nummererede brocher, svarende til stregerne i et forstørret fingeraftryk, som er savet ud i messing og malet hvide. De 42 streger eller messingpinde kan også arrangeres, så de danner et stiliseret landskab med bakker, dale og bølgende vand – det billede af Danmark, man kan se i mange danske kommuners våbenskjolde.
”Hvem er Mor Danmark?” åbner for en diskussion om hvem eller hvad, der afgør karakteren af det særligt danske. Brocherne leger med forestillingen om, at den nationale identitet bestemmes af en overordnet instans: ”Mor Danmark”, som i sig selv er et modsætningsfyldt billede. Men brocherne leger også med forestillingen om, at der kan tænkes mange forskellige versioner af den nationale identitet, afhængig af hvem der får muligheden for at ”tegne” med de 42 streger. Når brocherne bæres hver for sig eller eventuelt nogle stykker sammen, er fingeraftrykket ikke længere synligt, og den enkelte kan nu lægge sin egen betydning ind i smykket.
Der findes også en rød version af ”Hvem er Mor Danmark?”, hvor fingeraftrykkets 42 streger som en slags signeter er loddet på sølvringe.
DANSKER. En betegnelse, vi alle umiddelbart forstår, men som næppe betyder det samme for alle danskere. Vi taler ikke desto mindre om at være dansk, som om det var et entydigt begreb. DANSKER er en serie navneskilte, påtrykt bogstaverne D A N S K E R i forskellige kombinationer. Ved hjælp af denne bogstavleg mangfoldiggøres danskheden, og samtidig skabes en række overraskende nye identiteter, som på forskellig vis leger med allerede eksisterende klicheer om det særligt danske.
”Fædrelandskærlighed gør blind” er en ”signetring”, der blander forskellige Danmarksbilleder. Af billederne på postkort og i turistbrochurer kan man få det indtryk, at Danmark er et gammeldags landbrugsland. I modsætning hertil står det billede, medier, eksperter og politikere ofte tegner af Danmark som et moderne videnssamfund befolket af visionære, innovative og kreative iværksættere.
At stemple eller trykke med kartofler er en velkendt kreativ syssel – om end næppe den slags kreativitet, vi i fremtiden skal leve af. Signetringen ”Fædrelandskærlighed gør blind” udstilles på en bund af kartoffeltrykte prikker anbragt i overensstemmelse med Louis Brailles punktskriftalfabet. De fleste udstillingsgæster vil naturligvis være ”blinde” for, at der i udstillingsmontrens bund står ”DANMARK”, fordi det står skrevet med punktskrift. Brugen af punktskrift er symbolsk og peger på, at vores nationale billeder og forestillinger i vidt omfang er konstruerede og derfor fordrer en vis ”blindhed” over for den virkelighed, vi faktisk lever i. For eksempel er det stadig en udbredt opfattelse, at kartoflen er en dansk nationalspise, selvom mange danskere spiser mere ris og pasta.